Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Kom, lad os vegetere!

7. juli 2017

Tips til en god sommerferie, ideer til ferieaktiviteter, sjov for børn på ferie… Det vrimler med gode forslag til at aktivere ungerne i den lange sommerferie. Med god grund. I ferien skal vi have det rart sammen, og vi skal lave andre og sjovere ting, end hverdagen normalt byder på. Men HVAD skal vi lave?

Egentlig ville jeg have lavet en artikel med forslag til sjove sommerferieaktiviteter. Men så kom jeg til at tænke på Svend Brinkmann, psykologiprofessoren med bogen om at ”Stå fast” og tage nej-hatten på. Han er aktuel med en ny bog, ”Gå glip”, om begrænsningens kunst og værdien af at gå glip af noget. Ja, jeg ved godt, at det ikke umiddelbart lyder særlig spændende eller børnevenligt at skulle gå glip af noget. Og det er måske hele pointen. At vi netop ikke altid skal sætte alle sejl ind på at skabe en oplevelsesrig ferie.

Vi vil hellere have stød end at kede os
Da jeg var barn, prøvede min mor ihærdigt at belære mig om, at det er sundt at kede sig. Ikke overraskende havde jeg vanskeligt ved at se pointen i at lave ingenting. Jeg ville hellere underholdes. Faktisk synes en del mennesker, at det er så rædselsfuldt at være alene med sig selv, at de hellere vil have stød end at kede sig!

At vegetere er at live op
Mængden af indtryk og stimuli er stor i børns hverdag. Lange skoledage, fritidsaktiviteter og weekender med aftaler. Det samme gælder for os voksne. Hvornår skal vi restituere? Eller ’vegetere’, som en god ven kalder det. At vegetere bruges ifølge Gyldendal, Den Store Danske: ”1) om planter trives; gro. 2) figurativ leve stille ("som en plante"), uvirksomt, i egne tanker. Ordet vegetere kommer af latin vegetare: live op, gøre livskraftig.”

Tip til at vegetere i ferien
Da jeg som barn holdt sommerferie på mine bedsteforældres gård, var der middagspause hver dag mellem kl. 12 og 14. Her skulle farfar sove, inden han igen skulle i marken og stalden, og farmor lagde sig enten på sofaen eller trak sig tilbage med sin kryds og tværs. Vi børn måtte underholde os selv i de to timer, og det var helt ok. Faktisk husker jeg stilheden og fordybelsen i tegneserier eller andet som en kærkommen pause. Samtidig var det helt fantastisk, når klokken slog 14, og der igen kom liv i huset. Vi har brug for både pauser og aktivitet.

Måske skal middagspauser være en del af sommerferien?

God sommerferie til jer alle!