Ferietips
15. juni 2017
Sommerferie og familiehygge er nærmest synonymer. Eller er de?
Har du også prøvet at gå på sommerferie med tårnhøje forventninger til max hygge med ungerne, kærlighedsboost til parforholdet, tid med vennerne og lange sommeraftener med hvidvin og grill på terrassen? Blot for tre uger senere at føle dig snydt over, at ferien allerede er slut, og at den slet ikke blev, som du havde planlagt oppe i dit hoved?
Hvad er den gode ferie for dig?
Nogle af os tror, at andre mennesker er tankelæsere: ”De må da kunne regne ud, at ferie er at ligge på langs ved poolen i 14 dage!” Eller: ”At vi skal ud og se noget hver dag, så vi får mest muligt ud af ferien.” Hvor skulle de vide det fra? Hvis du gerne vil have opfyldt dine ferieønsker, må du starte med at sige dem højt.
Hvad er realistisk?
Min mand foretrækker en aktiv ferie. I mange år har han kæmpet med at finde sig til rette med All Inclusive-konceptet og poolferie, hvor dagens største beslutning er, hvad vi skal spise. Ungerne elsker det! Jeg elsker det. Især fordi glade børn som regel er lig med glade forældre. Men faderen bliver rastløs. I dag har han fundet en balance, hvor han accepterer, at hans familie er glad, når aktivitetsniveauet er lavt. Samtidig prioriterer han sine løbeture og træning hver morgen, inden han skal ligge brak resten af dagen. Vi sender ham glad afsted, og om nogle år ser vores ferier sikkert anderledes ud. Pointen er: Succesraten er større, når vi er realistiske omkring, hvad kan lade sig gøre. Hvad er realistisk lige nu for jer ift. børnenes alder, jeres præferencer osv.?
Husk indflyvningstiden
Indflyvningstid er den tid, det tager at lande rent mentalt fx i en ny hverdag, et nyt sted eller en ny sammenhæng. Feriestemningen indtræffer ikke altid fredag eftermiddag, når vi lukker computeren ned og siger på gensyn til arbejdspladsen. For mange tager det et par dage at komme ned i gear, for nogle helt op til en uge. Især hvis tiden op til ferien har været hektisk. Af hensyn til den gode stemning betaler det sig at tage højde for lidt indflyvningstid og respektere forskellige behov de første dage af ferien.
God sommerferie til jer alle!