15 sjove aktiviteter til sommerferien
07. juli 2016, Af Trine Kolding, forfatter og Danmarks førende tidekspert.
Sommerferie er lig med hygge, afslapning og tid nok. Somme tider så meget tid at børnene begynder at kede sig.
Når min søster og jeg beklagede os som små, var vores mors svar altid: ”Intelligente mennesker keder sig ikke” eller ”Det er sundt at kede sig”.
Konklusionen må være, at jeg både var temmelig dum og ret sund! For i guder, hvor jeg dog kedede mig ind imellem i løbet af de seks ugers sommerferie, vi havde, fordi vores mor var lærer.
Jeg siger ikke, at børn ikke må kede sig. Men som forældre er det nu rart en gang imellem at kunne trække en sjov leg eller aktivitet op af hatten.
1. Journalist eller instruktør for en dag (fra 4-5 år)
Man kan bruge iPad’en til mange andre ting end at spille.
Filmredigeringsprogrammet iMovie er gratis på nyere iPads og et alle tiders redskab til at lege journalist eller instruktør for en dag. Med mulighed for at lave tekster og spændende overgange samt sætte lydeffekter, musik og tale ind har børnene mulighed for at lave sjove og kreative film og indslag om deres ferie, hverdag eller andet.
2. Find skatten med Geocaching (fra 4-5 år)
Geocaching er en verdensomspændende skattejagt, I kan deltage i uanset hvor, I befinder jer.
Ved hjælp af en App kan I gå på jagt efter små skatte, som andre geocachere (eller jægere) har gemt og tracket i App’en. Nogle skatte er lette at finde, andre noget sværere. Ved hjælp af App’en får I lokation på gemte skatte i det område, I befinder jer.
Den nemmeste måde at komme i gang er ved at oprette sig på Geocaching.com. Her finder I desuden vejledning i de enkle regler, man skal følge. Husk, at I også selv kan gemme skatte og oprette dem i App’en.
Advarsel! Man kan blive helt bidt af det og ende med at få en del motion!
3. Gæt en detalje (fra 2 år)
En anden sjov leg med telefon eller tablet er at tage billeder af ting helt tæt på. De øvrige deltagere skal nu gætte, hvor detaljen stammer fra.
Kan du fx gætte denne detalje:
Svaret finder du nederst i nyhedsbrevet.
4. Quiz mig her og der (fra 5 år)
På biblioteket faldt jeg over denne geniale bog: ”Den store quizbog”. Med 2.500 forskellige spørgsmål er der quizzer til enhver lejlighed.
Bogen er opdelt i 100 forskellige emner med hver 25 spørgsmål til familien om alt lige fra dyr, sport, tegneserier og fup eller fakta til bøger, årstal og fodbold.
Bogen er fra 1997 og dermed ikke helt opdateret på børnefilm, musik mm. Der er dog masser af gode quizzer, som børn i forskellige aldre kan være med på. Samtidig er det en god mulighed for at lære sjove ord, fx: Hvad er en blegfis?
a) En hvid ged
b) En fisk
c) En bleg person
Bogen er også ideel, hvis de voksne får lyst til at dyste mod hinanden.
5. Mad og slik på bål (fra 3 år)
Blandt mine gode minder fra tiden som spejder er at sidde rundt om bålet. Uanset om det var eftermiddag eller aften, om der var snobrød, suppe eller indbagte bananer med chokolade over ilden, var det bare essensen af nærvær og hygge.
At lave mad på bål kræver ikke en større bålplads. Vi bruger et ganske almindeligt bålfad, lidt pindebrænde og optændingsbriketter.
Favoritten lige for øjeblikket er ristede skumfiduser. Husk, at de kun skal have meget kort tid!
6. Vandkanaler i mudderet – eller sandet (fra 2 år)
Vand har alle dage kunnet tryllebinde børn i timevis.
Da jeg bad min søn på 10 år komme med ideer til dette nyhedsbrev, var ’Kanaler med vandpytter’ det første, han skrev på listen.
Vi taler om at lave sindrige kanalsystemer, hvor enten regnvandet eller havvandet kan strømme igennem. Redskabet kan være alt fra en simpel pind til skovle, river og andet, der kan lave fordybninger i mudder eller sand.
7. Begrav hinanden (fra 2-3 år)
Nu, hvor vi er ved sandet, kan I også få meget tid til at gå med at begrave hinanden. Mudder kan ikke anbefales til denne aktivitet!
Her har farmand begravet sine børn i håb om at få lidt fred på ferien.
8. Gemmeæsker til jeres strandfund (fra 4-5 år)
Efter en dag på stranden har I sikkert fundet en masse smukke sten og strandskaller. Men hvor skal de bo?
Hos Hendesverden.dk finder I en vejledning til at lave de fineste gemmeæsker.
I kan også springe dette led over og købe nogle æsker, som I selv beklæder med sjovt og spændende papir. Fx hos CC Hobby, der her viser, hvordan I gør.
9. Udforsk forskellige blade (fra 4-5 år)
I kan lave en konkurrence om, hvem der kan finde flest forskellige blade i naturen.
I kan også dyste om, hvem der kan gætte hvilke træer, bladene stammer fra.
10. Sommersjov for landkrabber (fra 2 år)
Hvis I er i nærheden af strand eller havn, skal I helt sikkert fanger krabber.
Her har Handy Husbonden lavet krabbesnører af kastepindene fra Kongespillet/Cubb. Fiskesnøren er gjort fast med små kroge, og for enden af linen er bundet møtrikker samt en tøjklemme til at sætte madding fast i.
Skinke og røde pølser er rasende populært blandt krabber!
11. Sove i telt i haven (fra 6-7 år)
Med mindre det blæser en halv pelikan eller er minusgrader, er det altid vejr til at sove i telt.
Husk en masse tæpper, puder og sovedyr. Jo flere, jo hyggeligere. Man må aldrig gå ned på udstyr! Derfor skal mor eller far sørge for at lave en overlevelsespakke med snacks, frugt og grønt, masser af væske og måske lidt lækkert. Glem heller ikke læsestof: Tegneserier, bøger, iPad mm.
I dagtimerne kan teltet bruges som forældrefri zone, base mens I leger røvere og soldatere, zone for hemmeligheder, flade ud-sted samt læse- og hyggezone.
12. Blæsevejr = dragevejr (fra 5 år)
Solen skinner ikke altid i den danske sommer, men det kan også være en fordel med dage med masser af blæst. Blæsevejr er nemlig lig med dragevejr.
Det er ekstra sjovt at sætte drage op, når man selv har lavet og dekoreret den. Samvirke.dk har lavet denne nemme trin-for-trin guide med billeder.
13. Lav en insektstøvsuger (fra 4-5 år)
Der findes et hav af små sjove, spændende, underlige og finurlige insekter. Nogle af dem kan både stikke, bide og nive. Derfor er det godt at have det rette udstyr til at indsamle insekter, nemlig en insektstøvsuger.
Med støvsugeren kan du suge insekterne ned i en glaskrukke uden at få dem i munden, naturligvis!
Det Danske Spejderkorps har lavet denne fine pjece, hvor I på side 7 finder en god vejledning til at lave insektstøvsugeren. Den er let at lave. Du kan også finde den i bogen ”365 udendørs aktiviteter, du skal prøve”.
14. Papirkunst med blomstertryk (fra 2 år)
I samme bog finder du et hav af inspirerende forslag til ting, I kan lave uden for.
Er der brug for kunstnerisk udfoldelse, kan I fx lave papirkunst med blomstertryk. I stedet for at bruge pensler til at male med, skal I ud og finde forskellige slags blomster. Dyp blomsterhovederne i maling, og I er klar til at lave de smukkeste blomstertryk.
15. Baren er åben! (fra 3-4 år)
Eller hvad med en bar til sommerfugle?
De lever af nektar fra blomster og elsker derfor søde ting.
Mos en moden banan, og kom den i en gryde sammen med 2,5 dl. vand og 100 g. farin. Opvarm massen ved lav varme, til den er klistret men stadig lidt flydende. Lad bananmosen køle af.
Hæng en paptallerken med afkølet bananmos i et træ: Så er baren åben!
Rigtig god sommer!
Mange hilsener, Trine i trinekolding.dk og Anne i Ugeplan.dk :)
SVAR PÅ GÆT EN DETALJE:
Kaninen Gumle
Gode bøger om aktiviteter for børn
”Den store quizbog – 2.500 spørgsmål”, Torben Olsen, Skyggen
”Kom med ud – en familiebog med idéer til aktiviteter og leg i det fri”, Annemarie Jakobsen & Inger Skaarup, Concept
”Kreativ leg og læring med iPad – Idéer til aktiviteter for børn og forældre”, samlet og bearbejdet af Lone Adamsen, ITleg.dk (0-10 års alderen
”Unger og udeliv – mad, oplevelser og aktiviteter for hele familien”, Astrid Bjørg Mortensen, Gyldendal
”365 udendørs aktiviteter du skal prøve!”, Jamie Ambrose, Legind
Ønsker du automatisk at modtage disse artikler?
Klik her og tilmeld dig Ugeplan.dks nyhedsbrev hvor du hver måned får serveret artikler der drejer sig om familie og tid!